Historien om julemanden
Vi kender alle sammen julemanden, og vi forstiller os en smilende tyksak i rødt og hvidt, som bringer gaver og juleglæde. Men forløberen til julemanden er oprindeligt fra Tyrkiet og var en katolsk helgen ved navn Sankt Nikolaus. Det siges, at Sankt Nikolaus var biskop i Myra og var et meget godhjertet menneske, især var han god ved børn. Desuden er der med tiden skabt op til flere historier om, hvordan han har frelst søfolk i livsfarlige situationer. Og dermed har han nærmest opnået titlen som søfolkenes skytshelgen gennem tiderne.
Sankt Nikolaus døde den 6. december og dette blev hans helgendag. Det er blandt andet derfor børn i Holland får gaver denne dag, i stedet for den 24. december som er vores tradition, her i Danmark.
Julemanden og Coca Cola
Julemanden fik, som mange mere eller mindre ved, en ordentlig tur i Coca Colas PR-afdeling.
Men påstanden om at Coca Cola kan tage alt æren for at have skabt julemanden, som den glade tyksak i rødt og hvidt, er ikke sand. Der findes op til flere fremstillinger af Santa Klaus som både tyk og rødklædt, før Coca Cola i 1931 bragte de originale reklamer med ”The Coca Cola Santa”.
Haddon Sundblom hed reklametegneren som tegnede ”The Coca Cola Santa”. Hvert år i over 30 år tegnede han en ny Julemand, og disse julemænd vandt hjerterne hos amerikanerne og der blev fremstillet meget forskelligt merchandise med Haddons originale julemænd.